tirsdag den 11. september 2007

Che Guevaras poesibog udgives

Da Ernesto Che Guevara for 40 år siden blev henrettet, var der blandt hans ejendele en lille grøn notesbog, hvori han havde nedskrevet sine yndlingsdigte, bl.a. af Pablo Neruda, Nicolas Guillén og min specielle favorit César Vallejo (Peru 1892-1938).

Det er lykkedes det Barcelona-baserede forlag, Planeta, at få fingre i denne notesbog, og de 69 digte, der betød så meget for El Che, at han kunne dem udenad og skrev dem ned i sin notesbog under kampagnen i den bolivianske jungle, udgives snart.

Ernesto Che Guevara var selv en god forfatter, læs hans dagbogsoptegnelser fra en rejse gennem Latinamerika på motorcykel i 1951 (også filmatiseret), og hans bolivianske dagbog, der kom til at slutte meget brat.

Links:
Leksikon for det 21. århundrede
Wikipedia i den spanske udgave ser sober og informativ ud, mens både den danske og engelske udgave er omstridt. Men det er jo ikke noget nyt for den gamle revolutionære. Til gengæld lægger websiden Che Lives ikke skjul på sine sympatier, og i skøn forening med kapitalismen udbydes T-shirts, tasker og meget andet til salg. Der er virkelig gået penge i den gamle dreng.