søndag den 27. april 2008

Stakkels Gabo

Filmatiseringen af nobelpristageren Gabriel García Márquez mesterlige kærlighedsroman, "Kærlighed i joleraens tid", har nu haft dansk premiere, og sjældent har man set en mere enig anmelderskare: filmen er en total skuffelse.

I Politiken skriver Søren Vinterberg at dialogen er "patetisk, vemoden klistret, kødeligheden klam - og kærlighedens uudslukkelige OL-flamme er rent soap-postulat", Informations Christian Monggaard synes at "filmen er en fæl gang pladderromantik" og at det er en mindre skandale, at filmen er med i Biografklub Danmark. Kristelig Dagblads anmelder, BGJ, finder filmen "for lang, for løs og - værst af alt - gennemført ligegyldig". I Weekendavisen tilstår Palle Schantz Lauridsen at han ikke har læst bogen, og dét burde han gøre, jeg vil love ham at han ikke bliver så skuffet over den som han blev over filmen, som han finder "kulørt", "Og det var ikke venligt ment". Jyllandspostens Jakob Levinsen beskriver filmen som "en slæbende, overlæsset folkekomedie", og Ekstra Bladets Niels Lind Larsen mener at den "virker som en kulørt novelle fra ugebladet Søndag". I Berlingske Tidende er der et kvindeligt syn på filmen , men det er ikke bedre: Ann Lind Andersen skriver at filmen er "et mislykket forsøg på en storladen kærlighedshistorie". Radioens Filmland var ikke blidere.

Alle aviser giver den to stjerner, med undtagelse af BT der af uransagelige grunde giver den fire.

Jeg tror jeg hopper over denne film, men kan ikke nok anbefale alle at læse bogen - en eller flere gange. Den har al den saft og kraft og magi som filmen tilsyneladende mangler.

mandag den 17. december 2007

Kærlighed i koleraens tid

Filmatiseringen af Gabriel García Márquez' store roman om ulykkelig kærlighed, Kærlighed i koleraens tid, er nu fuldendt.
Vi venter spændt på, hvad englænderen Mike Newell har fået ud af den ustyrlige roman.

Links: International Movie Database

Simón Bolivár

Det er i dag årsdagen for den sydamerikanske frihedshelt, Simón Bolivárs død. Han døde kun 46 år gammel på vej i eksil efter at have opgivet sin livsdrøm: et samlet Sydamerika.
Han huskes i dag som en af de store, der rev de latinamerikanske lande løs fra Spaniens kolonistyre.

Han huskes også som den ensomme hovedperson i Gabriel García Márquez' roman "Generalen i sin labyrint".

mandag den 26. november 2007

Bogmesse i Mexico

Indtil 2. december afholdes der bogmesse i Guadalajara, Mexico. Årets tema er Colombia og colombiansk litteratur, som også var temaet for Babelia i lørdags (24.11.). Babelia er den spanske avis, El País' ugentlige litteraturtillæg.
Det er 21. gang, der afholdes bogmesse i Guadalajara.
Det er en meget professionel messe, men torsdag den 29.11. kl. 17-21 er der åbent for offentligheden

Links:
21st Guadalajara International Book Fair
21 Feria Internacional del Libro de Guadalajara
Babelia

fredag den 9. november 2007

Leonardo Padura på Bogmessen

Søndag eftermiddag på Bogmessen i København kan man møde den cubanske krimiforfatter, Leonardo Padura. Han er kendt for sine romaner om politimanden Mario Conde, Havana-kvartetten, og for sin kritiske holdning til styret. Han vil tale om og signere den nyeste på dansk, Den ulastelige cubaner. Interviewet foregår på engelsk.
Læs mere på Bogforum.dk




torsdag den 4. oktober 2007

Peruanske forfattere i Barcelona

I denne uge er der litteraturfestival i Barcelona. Fokus er på nyere peruanske forfattere, der løfter arven efter Mario Vargas Llosa og César Vallejo. Bl.a. kan man møde Alonso Cueto, Enrique Prochazka, Carmen Ollé, Santiago Roncagliolo og Iván Thays. Ukendte herhjemme i dag, men måske kommer vi til at høre mere til dem?

tirsdag den 11. september 2007

Che Guevaras poesibog udgives

Da Ernesto Che Guevara for 40 år siden blev henrettet, var der blandt hans ejendele en lille grøn notesbog, hvori han havde nedskrevet sine yndlingsdigte, bl.a. af Pablo Neruda, Nicolas Guillén og min specielle favorit César Vallejo (Peru 1892-1938).

Det er lykkedes det Barcelona-baserede forlag, Planeta, at få fingre i denne notesbog, og de 69 digte, der betød så meget for El Che, at han kunne dem udenad og skrev dem ned i sin notesbog under kampagnen i den bolivianske jungle, udgives snart.

Ernesto Che Guevara var selv en god forfatter, læs hans dagbogsoptegnelser fra en rejse gennem Latinamerika på motorcykel i 1951 (også filmatiseret), og hans bolivianske dagbog, der kom til at slutte meget brat.

Links:
Leksikon for det 21. århundrede
Wikipedia i den spanske udgave ser sober og informativ ud, mens både den danske og engelske udgave er omstridt. Men det er jo ikke noget nyt for den gamle revolutionære. Til gengæld lægger websiden Che Lives ikke skjul på sine sympatier, og i skøn forening med kapitalismen udbydes T-shirts, tasker og meget andet til salg. Der er virkelig gået penge i den gamle dreng.