Sådan bliver man forfatter - og nobelpristager

"En forfatter har kun én bog i sig, og så skriver han den om og om igen", har Gabriel García Márquez efter sigende udtalt. Om dette første bind af hans erindringer kan man sige, at det er en alt-i-én-bog: den rummer alle historierne, som vi kender fra hans univers. De to elskende, der efter megen modgang får hinanden i ‘Kærlighed i koleraens tid’, er hans forældre; obersten, der venter på pensionen, i ‘Ingen skriver til obersten’ er en blanding af hans bedstefar og en anden krigsveteran. Og sådan kunne man blive ved.

I bogens start opsøger forfatterens mor ham i Baranquilla for at bede om hans hjælp til at sælge huset hjemme i Aracataca. Den skjulte dagsorden er at overtale ham til at droppe forfatterdrømmene og vende tilbage til jurastudierne, da familien har satset meget for at han skulle studere og dermed hjælpe sine 10 yngre søskende. Det lykkedes som bekendt ikke. Og gudskelov for det! Nogenlunde kronologisk, dog med mange spring frem og tilbage i tiden, følger læseren Gabo, som han kaldes, fra et par generationer før hans fødsel til udgivelsen af hans første roman, ‘Hvirvelstorm’ i 1955. Det brogede barndomsliv først hos bedsteforældrene i Aracataca og siden hos forældrene og de mange søskende, livet som kostskoleelev, studerende og senere journalist i Bogotá, Cartagena og Baranquilla, forfatterspire og ikke mindst caribier skildres med megen humor og mange detaljer.

'At leve for at fortælle' handler fortrinsvist om journalisten Gabo, og med journalistisk professionalisme har han og et team journalister researchet hans liv grundigt. Bogen er spækket med navne, steder og begivenheder, hver anden colombianer er åbenbart digter eller i familie med forfatteren - eller begge dele. Visse dele af bogen kan derfor virke lidt kompakte, men den krydres også af mange farverige episoder, ofte fra familien, hvor virkeligheden mange gange overgår fantasien. For eksempel fortæller han om en næsten halvfemsårig tante, der en dag kommer på uventet besøg: "Hun kom med eksprestaxa fra Riohacha medbringende en lille skoletaske, klædt i sort og med en sort klud viklet om hovedet som en turban. Hun kom ind med et stort smil og udbredte arme og råbte:

"Jeg er kommet for at sige farvel, for jeg skal dø nu."

Hun slog sig ned i pigekammeret, hvor hun døde 11 år senere, "omgærdet af en lugt af kyskhed" (s.359).

Gabriel García Márquez’ første leveår er spændende læsning, og jeg ser frem til at læse om forfatteren Gabo. Bogen henvender sig til alle med interesse for Latinamerika, latinamerikansk litteratur, til alle Gabos mange læsere og til alle, der holder af en god historie. Det er dog en bog, der kræver sin læser. Men giver man sig tid til at lade sig opsluge af García Márquez’ og Macondos magiske univers, får man en stor og rig læseoplevelse.

At leve for at fortælle af Gabriel García Márquez
Samleren, 2003. 436 sider
Originaludgave: Vivir para contarla. 2002
Oversat af Annette Rosenlund.

Først publiceret på Litteratursiden 23.02.2004

Godt gået, indianer!

Vor helt, George Washington Caucamán, er mapucheindianer og ansat som detektiv med speciale i kvægtyverier ved politiet i Patagonien i den sydlige del af Chile. Han er rigtig i sit es, når han sammen med sin trofaste hest, Pampero, patruljerer skovene i sin elskede hjemegn, og ve den kvægtyv, der krydser hans sti, for han har ry for at være hurtig på aftrækkeren.

En dag indkredser han og hans patrulje en tyvebande, og i kampens hede kommer han til at skyde en halv røvballe af bandelederen. Desværre er denne søn af en højtstående militærperson, og godt nok er det chilenske militærdiktatur forlængst udskiftet med demokrati, meeen - skal vi sige, at visse militærfolk og deres forkælede afkom har lidt svært ved at indse, at de ikke længere er hævet over loven. Af hensyn til Caucamáns helbred finder hans overordnede det derfor klogt at overføre ham til hovedstadens politistyrke.

Selv om vor helt ved ankomsten til Santiago har vasket både mudder og kolort af tøj og støvler, er man ikke vildt begejstrede for at få denne skydegale mapucheindianer inden for dørene. Han bliver placeret i afdelingen for seksualforbrydelser og får at vide, at han ikke skal foretage sig noget som helst på eget initiativ - og slet ikke komme i nærheden af en aftrækker.

Han begynder dog at efterforske en besynderlig sag om telefonsex, og godt hjulpet af sin veninde, taxachaufføren Anita Ledesma, trevler han sagen op, samtidig med at han overtræder stort set alle de forbud, han har fået af sine overordnede.

Læseren klukker og siger: Godt gået, indianer! og glæder sig til flere af George Washington Caucamáns og Anita Ledesmas eventyr.

Luis Sepúlveda tilhører gruppen af unge chilenske forfattere, der måtte gå i eksil efter militærkuppet i 1973, og han bor stadig i Hamburg. Han er især kendt for den herlige lille roman "Den gamle mand der læste kærlighedsromaner", og med "Hotline" har han med stort held kastet sig ud i krimigenren. Bogen er velskrevet og spændende - og ikke mindst morsom. Sepúlveda er guf for læsere, der ønsker andet og mere end de sædvanlige amerikanske mainstream-krimier med forudsigelige plots og ligeså forudsigelige personer. George Washington Caucamán er langt fra forudsigelig.

Luis Sepúlveda: Hotline.
Klim, 2003. 86 sider.
Oversat fra spansk af Kirsten Nielsen efter 'Hot line'.
Først publiceret på Litteratursiden 08.02.2004

Argentinsk spleen

Labyrintisk roman om Buenos Aires, om tangoen og om at gøre det rigtige.
Sig blot navnet Buenos Aires, sidste station før Pampaen, Patagonien og Ildlandet, og det vækker associationer: politisk turbulens, Juan Peron og hans smukke og magtfulde Evita, labyrinter, lidenskab, litteratur og først og sidst tango og Borges. Alt mødes i Tomás Eloy Martínez’ nye roman, "Tangosangeren".

Bruno Cadogan, amerikansk litteraturstuderende, er rejst til Buenos Aires for at skrive en afhandling om J.L. Borges’ essays om tangoens rødder. Han er desuden besat af tanken om at høre den fænomenale men sky tangosanger, Julio Martel, der siges at være bedre end Carlos Gardel. Han optræder altid uden varsel og på tilsyneladende tilfældige steder rundt omkring i byen. Bruno har en teori om, at Martel laver sit eget kort over Buenos Aires ved at optræde på disse udvalgte steder. Men hvordan udvælges de?

Vi er nu kommet ind i den labyrint, der hedder Buenos Aires, og kan derfor ikke komme uden om labyrinternes mester, forfatteren J.L. Borges. Til fulde bor Bruno i Calle Garay, oven i købet på den adresse, hvor Aleffen befinder sig - en Alef er "et af de punkter i rummet, der indeholder alle punkter". Den er "det sted, hvor alle verdens steder, synlige fra alle vinkler, er til stede uden at blandes med hinanden" (citater: J.L. Borges: Aleffen, på dansk ved Peter Poulsen). "Tangosangeren" har mange paralleller til Borges’ novelle "Aleffen" - ja, den rummer så mange litterære antydninger, at man bli’r helt svedt.

Men forrygende spændende læsning er den, vi får byens blodige og brogede historie gennem adskillige årtier fortalt gennem menneskeskæbner. Vi farer sammen med Bruno vild i Buenos Aires’ virkelige og metafysiske labyrinter, vejledt og vildledt af bibliotekaren Sesostris Bonorino, der har set Aleffen og derfor ved alt: "Som jeg ser det, udgør de (labyrinterne) en vej, som ikke giver mulighed for at vige tilbage, eller en måde at bevæge sig på uden at forlade det samme punkt. Når vi ser en labyrint, tror vi fejlagtigt, at dens form er givet med de linjer, der danner den. Det er omvendt: Formen ligger i de tomme rum mellem disse linjer." (s.104).

Forvirret? Sikkert, men det er der ingen grund til. Kast dig bare ud i tangosangerens og Buenos Aires’ labyrinter, logikken viser sig på labyrintisk vis.

Tómas Eloy Mártinez: Tangosangeren
Gyldendal, 2006
Først anmeldt på Litteratursiden.dk. 23.10.2006

Tómas Eloy Martínez 1934-2010

Den argentinske forfatter, Tómas Eloy Martínez, døde 31. januar 2010. På dansk kender vi ham fra de to romaner, "Santa Evita" og "Tangosangeren".


Wikipedia om Tómas Eloy Martínez

Stakkels Gabo

Filmatiseringen af nobelpristageren Gabriel García Márquez mesterlige kærlighedsroman, "Kærlighed i joleraens tid", har nu haft dansk premiere, og sjældent har man set en mere enig anmelderskare: filmen er en total skuffelse.

I Politiken skriver Søren Vinterberg at dialogen er "patetisk, vemoden klistret, kødeligheden klam - og kærlighedens uudslukkelige OL-flamme er rent soap-postulat", Informations Christian Monggaard synes at "filmen er en fæl gang pladderromantik" og at det er en mindre skandale, at filmen er med i Biografklub Danmark. Kristelig Dagblads anmelder, BGJ, finder filmen "for lang, for løs og - værst af alt - gennemført ligegyldig". I Weekendavisen tilstår Palle Schantz Lauridsen at han ikke har læst bogen, og dét burde han gøre, jeg vil love ham at han ikke bliver så skuffet over den som han blev over filmen, som han finder "kulørt", "Og det var ikke venligt ment". Jyllandspostens Jakob Levinsen beskriver filmen som "en slæbende, overlæsset folkekomedie", og Ekstra Bladets Niels Lind Larsen mener at den "virker som en kulørt novelle fra ugebladet Søndag". I Berlingske Tidende er der et kvindeligt syn på filmen , men det er ikke bedre: Ann Lind Andersen skriver at filmen er "et mislykket forsøg på en storladen kærlighedshistorie". Radioens Filmland var ikke blidere.

Alle aviser giver den to stjerner, med undtagelse af BT der af uransagelige grunde giver den fire.

Jeg tror jeg hopper over denne film, men kan ikke nok anbefale alle at læse bogen - en eller flere gange. Den har al den saft og kraft og magi som filmen tilsyneladende mangler.

Kærlighed i koleraens tid

Filmatiseringen af Gabriel García Márquez' store roman om ulykkelig kærlighed, Kærlighed i koleraens tid, er nu fuldendt.
Vi venter spændt på, hvad englænderen Mike Newell har fået ud af den ustyrlige roman.

Links: International Movie Database

Simón Bolivár

Det er i dag årsdagen for den sydamerikanske frihedshelt, Simón Bolivárs død. Han døde kun 46 år gammel på vej i eksil efter at have opgivet sin livsdrøm: et samlet Sydamerika.
Han huskes i dag som en af de store, der rev de latinamerikanske lande løs fra Spaniens kolonistyre.

Han huskes også som den ensomme hovedperson i Gabriel García Márquez' roman "Generalen i sin labyrint".